Lysets visuelle egenskaber

Skygger

Skyggerne indeholder information om lyset og hjælper os til at navigere. Det interessante er, hvor skyggerne falder, og hvilken karakter de har.

En skygge kan dels optræde som egenskygge på et belyst emne, dels som den mere eller mindre kraftige slagskygge, som et emne kaster på en flade, når det befinder sig mellem lyskilden og den belyste flade. Man kan iagttage forskellige grader af lysheder i skyggen.

 

lr-10-60-10-kätte-bønløkke-andersen-skygger1-umbracle-barcelona-high.jpg lr-10-60-11-kätte-bønløkke-andersen-skygger2-terrasserum-afrika-high.jpg lr-10-60-12-kätte-bønløkke-andersen-skygger3-slagskygger-high.jpg

Tv. Eksempel på filtrering af lys via lameller Umbracle/skyggehuset, Barcelona. Mf. Eksempel på selvskygge og slagskygge, Mauritanien. Th. Eksempel på slagskygger, Solur, Olafur Eliasson. Fotos: Kätte Bønløkke.

 

Den mørkeste del af en skygge kaldes for kerneskyggen og uden for denne findes forskellige former for halvskygge.

Man kan inddele skyggerne i et rum efter 4 karakteristiske skyggetyper:

A. Den store rumskygge, som tegnes af rummets afgrænsninger, og afhænger af, hvordan lyset fordeles af vinduer eller armaturer

B. Den store genstandsskygge fra rummets inventar, f.eks. skabe, borde og stole

C. Den lille genstandsskygge fra f.eks. en bog, en hånd, en kop etc.

D. Detailskyggen fra f.eks. en blyantsspids, en overflades tekstur

lr-10-60-20-sophus-frandsen-de-fire-skygger-high.jpg 
Figur: Lisbeth Skindbjerg Kristensen/Sophus Frandsen 

 

De forskellige skyggetyper er almindeligvis nemme at opfatte. Den sværeste at skelne er den store rumskygge, som ofte er vævet sammen med rummets lyshedsfordeling. Rumskyggen er dog kun en af de faktorer, som bestemmer lyshederne i rummet

Uafhængig af størrelsen karakteriseres skyggen dels af forskellen i lyshed mellem skyggen og den tilgrænsende belyste flade og dels af skyggens kontur, som kan variere mellem skarp og diffus. Både kerneskygge og halvskygge kan karakteriseres ved disse faktorer. 

 

lr-10-60-30-jan-fugl-tegning-skygger-high.jpg

Begreberne selvskygge, fuldskygge, halvskygge og fortoning. Figur: Jan Fugl.

 

Skyggetegningen afhænger bl.a. af lyskilden
Skyggens placering og retning bestemmes af den skyggedannende genstands placering i forhold til lyskilden. Skyggens lyshed er bestemt at den lysmængde, som rammer den fra andre retninger end direkte fra den lyskilde, som skaber skyggen. Jo mere lys, der rammer skyggen, jo lysere bliver den for til slut ikke at kunne ses.

Sky­ggens kontur kan bestemmes af lyskildens lysende areal i forhold til genstandens størrelse og afstanden mellem lyskilde og genstand. En punktformet lyskilde giver skarpe skygger, fordi dens lysende areal er lille. En større lyskilde, f.eks. en sparepære, får skyggerne til at fremstå mindre skarpe. Er lysgiveren stor i forhold til den belyste genstand, som f.eks. et arma­tur eller en lysende flade, vil skyggen være opdelt i kerneskygge og halvskygge.

Hvis det skyggegivende lys har en anden spektral sammensætning end den lysstråling, som falder i skyggen fra en anden retning, opstår der mere eller mindre synlige farveforskelle mellem skyggen og dens omgivelser, og skyggen vil opleves farvet.

Positive effekter
Vi bedømmer først og fremmest skyggerne på deres formtegnende egenskaber. Skyggen kan fremhæve eller ændre oplevelsen af den faktiske form af en genstand eller et rum. Bedømmelse af skygger handler om, hvor godt de bidrager til at beskrive det, man ser.

Vores tolkning af form har sit udviklingshistoriske grundlag i det naturlige lys. Dagslysets retningsvariationer, fra det helt diffuse lys på en overskyet dag til det stærkt rettede sollys, danner skygger af varierende karakter, som alle opfattes som naturlige i sammenhængen. Skyggerne beskriver former på genstande og rum på en måde, som vi er vant til. Det betyder ikke, at genstande i naturlig belysning altid fremstår i deres tydeligste udtryk, men det naturlige lys giver sjældent en skyggesituation, som helt fordrejer formoplevelsen.

Der er gjort studier af, hvilken skyggetegning der bedst beskriver et ansigt. Ikke overraskende, anses lys skråt oppefra og skråt forfra i kombination med dif­fus belysning for at give det bedste resultat. Lys nedefra eller rettet lys oppefra giver ansigtet et forvrænget udtryk.

Jo mere utydelige skyggerne er, desto mindre støtter de synssansen i at tolke, hvad øjnene ser. En nuanceret skyggedannelse bidrager til behagelige synsbetingelser. I praksis betyder dette, at valg af armatur sker ud fra, at armaturets lysende flade skal passe til armaturets placering og funktion.

Skyggeforholdene i et rum er kun entydig, hvis rummet kun er oplyst af en enkelt lyskilde. Med flere armaturer vil skyggeforholdene variere afhængig af, hvor man befinder sig i rummet og berige den visuelle oplevelse.

Negative effekter
Skygger kan være direkte generende for synet. Det er ikke usædvanligt, at det, man ønsker at se, ligger i skygge, fordi armaturet er uhen­sigtsmæssigt placeret. Hvis hverken armaturet eller genstanden kan flyttes, bør genstanden have særskilt belysning.

Mørke skygger giver store kontraster, der ofte trætter synet, især hvis de optræder med skarpe konturer. Lyse og diffust afgrænsede skygger giver væsentlig bedre synskomfort.

 

(Indholdet i dette afsnit er for størstedelens vedkommende oversat fra bogen 'Bättre Belysning', Anders Liljefors og Jan Ejhed, 1990)



Relaterede emner: