Dagslys i rum

Facaden og omgivelserne

Vinduets geometri er afgørende for en facades udtryk og har samtidig betydning for samspillet mellem bygningen og dens omgivelser.

Ligesom lysåbningens størrelse og placering er bestemt ud fra funktionelle forhold og arkitektonisk intentioner, er bearbejdningen af selve vinduets geometriske form et redskab til at opnå ideelle lysforhold i en bygning.

Samtidig og måske i endnu højere grad, er lysåbningerne et element i designprocessen, som sigter mod opfyldelsen af det arkitektoniske og æstetiske udtryk, da disse jo er en afgørende faktor for bygningens ydre udtryk.

 

lr-20-50-10-jan-fugl-vinuesgeometri-high.jpg lr-20-50-20-jan-fugl-vinuesgeometri-high.jpg

Galleri i New York set henholdsvis udefra og indefra. Fotos: Jan Fugl.

 

Vinduets form
Den traditionelle vinduesform, et rektangel eller kvadrat, som primært har været bestemt af konstruktive forhold i relation til facadens opbygning og fremstillingen af glasmaterialet, er for længst afløst af muligheder for en friere udformning af både vindueshullet i facaden og af selve vindueskonstruktionen.

Da alt i dag tilsyneladende er muligt, er det måske endnu vigtigere at holde sig for øje, at vinduets geometriske form ikke må løsrive sig fra det vigtige formål, at skabe ideelle forhold for dagslysets fordeling i en given funktionel og rumlig kontekst.

Som udgangspunkt kan man tale om 3 grundlæggende principper for lysåbningens facon og form:

  • det relativt lille vindue (kvadratisk eller rundt)
  • det overvejende aflange, horisontale vindue
  • det overvejende aflange, vertikale vindue

Afhængig af rummets funktion og ønsker om graden af kontakt til verden udenfor, vil der være former og proportioner på vinduet, som i en given situation vil være mere formålstjenlig end andre.

Ønsker man at følge med i bevægelser eller udsigt til vidtstrakte landskaber, vil det brede og horisontale vindue være at foretrække. Ønsker man direkte udsigt og kontakt til den nære kontekst og samtidig gerne vil kunne overskue høje motiver som bygninger eller træer og udnytte et eventuelt begrænset himmellys, vil det høje og vertikale vindue give ideelle betingelser.

Hvis ønsker om udsyn og udsigt er mindre væsentlige krav, og det primære er at skabe et koncentreret lys eller spot på en arbejdsflade eller genstand i rummet, vil en mindre lysåbning kunne sætte fokus på et begrænset område og - på trods af en mindre lysmængde - bibringe en oplevelse af et kraftigere lys end det faktisk målbare, da kontrasten mellem det koncentrerede lys og rummets store, mørke områder vil være markant. Øjet vil adaptere til det relativt mørke rum og opleve det sparsomme lys som kraftigt.

Vinduet som et camera obscura
Camera obscura (lat. mørkt kammer) er det fænomen, der fremkommer, når lys via en lille åbning spreder sig ind i et rum og danner et omvendt billede af omgivelserne på rummets overflader.

lr-20-50-40-jan-fugl-camera-obscura-high.jpg

Camera obscura. Billedet opstår på grund af lysstrålernes retlinede gang gennem den lille åbning. Fra hvert sted i omgivelserne udsendes stråler i alle retninger. Kun de stråler, der sigter lige mod den lille åbning kan fortsætte ind i rummet, hvor de standses af rummets overflader og genstande. Hvert punkt udenfor tegner et punkt indenfor og billedet opstår. Steder der ligger foroven udenfor, f.eks. himlen, aftegnes forneden indenfor, og steder der ligger til højre udenfor, aftegnes til venstre indenfor etc. Åbningens størrelse bestemmer billedets karakter. Gennem en stor åbning vil et punkt på væggen modtage stråler fra flere steder udenfor, hvorved der ses en lys, men sløret aftegning af omgivelserne. Gennem en meget lille åbning vil det samme punkt kun modtage stråler fra et punkt udenfor, hvorved billedet bliver meget mørkere, men præcist og let genkendeligt. Figur: Jan Fugl.

 

Enhver åbning mellem to forskellige lysniveauer vil uomgængeligt medføre en camera obscura aftegning i det mørkeste af de to rum. Vi møder dagligt fænomenet, uden at tænke over, at det er den form for afbildning, vi står over for. Vinduet er et eksempel. Alle farver og lysheder udenfor vinduet vil være repræsenteret indenfor, blot på hovedet. Det gælder nabohusets røde tegltag, nyudsprungne bøgetræer, blå himmel med hvide skyer osv. Men da vinduer ofte er ret store i forhold til rummets overflader, giver det ikke en præcis aftegning af udsigten i rummet, men derimod et sløret og blandet billede, hvor udsigtens elementer påvirker rummets lysfordeling og farve.

 

lr-20-50-50-jan-fugl-camera-obscura-a-high.jpg

Camera obscura-princippet, hvor direkte lys og reflekteret lys trænger ind gennem et lille hul i facaden, vil tegne et præcist men svagt og omvendt billede af himmel, mur og græsflade på en modstående flade i rummet. Figur: Jan Fugl.

 

lr-20-50-60-jan-fugl-camera-obscura-himmellys-high.jpg

Det direkte lys fra himmelfladen oplyser den nederste del af rummet med en præcis afgrænsning mod de områder i rummet som alene belyses af reflekslys fra rummets egne flader. Figur: Jan Fugl.

 

lr-20-50-70-jan-fugl-camera-obscura-græsplæne-high.jpg

Som himmellyset projiceres ind i rummet og primært oplyser den nederste del, således vil lreflekslyset fra plænen præcist afgrænse sig i rummets øverste del. Figur: Jan Fugl.

 

lr-20-50-80-jan-fugl-camera-obscura-amurflade-high.jpg

 

Reflekslyset fra murfladen vil ligeledes kaste et lysskær ind i rummet. Jo kraftigere lys - og  jo mindre facadeåbning - jo skarpere afgrænsninger vil der tegne sig mellem de projicerede lysflader på rummets vægge. Figur: Jan Fugl.

 

lr-20-50-90-jan-fugl-camera-obscura-total-high.jpg

Lyset fra himmel, plæne og mur adderes overalt i rummet og på dets flader, og reflekserne blander sig og skaber det samlede lysbillede og oplysning af rummet. Enhver ændring ude påvirker lyset inde. Figur: Jan Fugl.



Himmelgrænseplanet
Dagslysforholdene i et rum tilvejebringes via facadens åbninger og afhænger af disses størrelse og placering i forhold til rummets begrænsende flader. Men dagslysforholdende afhænger i lige så høj grad af bygningen og rummets placering i forhold til den ydre kontekst, og her spiller omgivelsernes afgrænsning af himmelrummet, det såkaldte himmelgrænseplan, en særlig rolle. Himmelgrænseplanet afhænger af den eller de obstruktioner, der findes i omgivelserne. Det kan være en modstående væg eller bygning, et stort træ eller et nærliggende bjerg, som afskærmer himmellysets indfald i rummet. En obstruktion er i princippet alt, hvad der reducerer himmelarealet fra horisonten og opefter.

Himmelgrænseplanets hældning er bestemt af højden og afstanden til en given obstruktion i forhold til facadeåbningens eller vinduets begrænsende kanter. Så længe obstruktionen er konstant, vil himmelgrænseplanet også være det.

 

lr-20-50-100-jan-fugl-himmelgrænseplan-og-direkte-sollys-low.jpg

På snittegningen th. er vist, hvordan man eksempelvis indtegner et himmelgrænseplan bestemt af en obstruktion, som er parallel med vinduets over- og underkant. Ved at tegne en sigtelinje fra overkant obstruktion til overkant vindue og fortsætte denne linje ind i rummet, fremkommer et himmelgrænseplan. På tilsvarende vis kan et himmelgrænseplan bestemmes ved indtegning af en sigtelinje, som tangerer vinduets top- og bundkant. Mellem disse to planer er himmellysets udstrækning og indfald i rummet bestemt.
På illustrationen er også vist de områder, som ligger i "skygge" for himmellyset. Disse områder oplyses således udelukkende af reflekslyset fra det direkte himmellys. Lysforskellen eller kontrasten mellem områder med det direkte himmellys og reflekslyset er afhængig af vinduets og obstruktionens størrelse.

Figurer: Jan Fugl.

 

Det direkte sollys
Det direkte sollys influeres ikke i samme grad som himmellyset af obstruktioner, idet solens - i modsætning til himmellyset - i princippet er en punktformet lyskilde. Solens stråler kan med sit kraftige og parallelle lys i større udstrækning udnytte rummets og den ydre konteksts reflekterende flader. Men da solen som punkt bevæger sig i forhold til obstruktioner i omgivelserne og rummets vinduer, ændres lysforholdende kontinuerligt og afspejler døgnets rytme. Både sollysets skiftende retning i forhold til facaden og skiftende vinkel i forhold til horisonten vil, sammen med himlens vekslen mellem klar og overskyet, konstant ændre rummets lysforhold, karakter og stemning.

Højdegrænseplanet
Med henblik på bl.a. at sikre tilfredsstillende lysforhold i bygninger og rum, er der i byggelovgivningen formuleret krav til bygningers indbyrdes højde- og afstandsforhold. Der er fastlagt regler, som relaterer sig til de såkaldt højdegrænseplan. Bygningsreglementets generelle regel lyder:

En given bygning må ikke have en højde der overstiger 1,4 x afstanden til et givent naboskel eller sti,samt aten bygning mod vej må ikke være højere en 0,4 x afstanden til modstående vejlinje.

lr-20-50-110-jan-fugl-højdegrænseplan-og-direkte-sollys-low.jpg

Højdegrænseplan og direkte sollys. Figur: Jan Fugl.

 

Relaterede emner: