Materialets egenskaber

Pigment

lma-10-20-10-astrid-espenhain-farvepigmenter-high.jpg

zoomFarvepignmenter.
Foto: Astrid Espenhain.

 

Den samme farve kan blandes på flere måder. Sammensætningen af pigmenter har betydning for oplevelsen af farven i forskelligt lys. 

Materialer absorberer visse bølgelængder af lys selektivt. Et pigment er i denne sammenhæng et materiale. Det lys, der reflekteres eller transmitteres af materialet, skifter farve som følge af den selektive absorption af visse bølgelængder.

Afhængig af hvilke pigmenter en farve indeholder, vil den reflektere lyset forskelligt. I dag blandes farver både af syntetiske og naturlige pigmenter, og to ens farver kan være fremstillet vidt forskelligt.

Blanding af pigmenter til forskellige farver sker ved subtraktiv farveblanding. Antallet af pigmenter i en farve kan variere. For eksempel kan en turkis farve være blandet af blå og grønne pigmenter eller af gule og blå pigmenter.

Også i tekstiler kan den samme farve fremkomme på flere forskellige måder. Mens et vævet tekstil i en violet farve kan være vævet af tråde i røde og blå nuancer, vil et indfarvet tekstil være indfarvet i den violette nuance, som i sig selv kan indeholde varierende kombinationer af blå og røde pigmenter.

To farver kan se ens ud i en type lys, men fremstå vidt forskelligt, når lyset ændres. Dette fænomen kaldes metameri.  

Også farvernes indbyrdes samspil betyder, at den samme farve kan skifte udtryk afhængig af de omkringliggende farver. Det gælder f.eks. for husfacader, når komplementærfarver stilles ved siden af hinanden. I vores sansning af farverne oplever vi, at farverne forstærker hinanden.

De materialer, mennesket anvender som pigment, har normalt specielle egenskaber, som gør dem ideelle til at give andre materialer farve. Disse pigmenter må have en god farvestyrke i forhold til det materiale, de farver, og må desuden være stabile ift. omgivelsestemperatur. Nogle pigmenter falmer over tid eller når de eksponeres for lys, mens andre sværtes.

 

Relaterede emner: