Lysstofrør og kompaktlysstofrør

Udvikling og historie

kl-30-90-10-peter-cooper-hewitt-1901-high.jpg

Cooper-Hewitt lysstofrør årgang
1908. Der var intet lyspulver i
røret, så lysudbyttet var meget
lavt. Tænding af lysstofrøret
skete manuelt ved at vippe røret.
Det aktiverede en kviksølv-
mekanisme, der fungerede som
starter
.oom

De tidligste forsøg med lysstofrør blev foretaget i begyndelsen af det 19. århundrede, men først i 1852 lykkedes det at omdanne ultraviolet stråling til lys.

Det dengang anvendte, meget primitive lyspulver medførte et særdeles lavt lysudbytte. Omkring 1920 lykkedes det med brug af kviksølvgas under lavtryk at frembringe veldefinerede UV-spektrallinjer, hvorfra lys effektivt kunne fremstilles. Frem til 1935 fortsatte udviklingen med såvel elektroderne som det fluorescerende lyspulver, og i samme år kunne det første 2 fod (ca. 60 cm) lange lysstofrør fremvises i en udgave, der hovedsagelig udsendte grønt lys. Det lykkedes i 1938 at fremstille lysstofrør i en hvid og seks farvede udgaver. De første rør fremkom i 15, 20 og 30 W udgaver, som i 1940 blev suppleret med en 40 W udgave (med længden 1.200 mm). Denne udgave havde et lysudbytte på 52 lm/W og et Ra-indeks omkring 55 og blev hurtigt populær. I 1952-53 var det den hyppigst anvendte lyskilde til almindelig belysning på kontorer, i lagerområder mv. Udviklingen fortsatte. Ved at anvende bedre elektroder blev levetiden forlænget til 7.500 timer. Den ringe farvegengivelse blev forbedret ved fremkomsten af 'de luxe' rørene med Ra-værdier mellem 80 og 90. Den bedre farvegengivelse medførte dog en samtidig reduktion i lysudbyttet til 36 lm/W. Omkring 1970 fremkom nye pulverbelægninger, samtidig med at rørdiameteren biev reduceret fra 38 til 26 mm. Herved steg lysudbyttet til ca. 75 lm/W, mens Ra-værdien kom til at ligge mellem 80 og 90. Med denne markante udvikling blev det bl.a. muligt at opnå en god farvegengivelse uden ekstra energiforbrug. Senere blev de tynde rør suppleret med en variant med en bedre farvegengivelse, Ra over 90, svarende til de bedste af 'de gamle lysstofrør'. Dette blev opnået på bekostning af lysudbyttet, der blev reduceret til ca. 50 lm/W. Kompaktlysstofrøret fremkom i sin første udgave i 1979 med en rørdiameter på 12 mm og en forholdsvis høj lysstrøm. Siden er der sket en kraftig udvikling af denne lyskildetype, både for typer med specialsokkel (benævnes fremover som kompaktlysstofrør) og typer med indbygget forkoblingsudstyr og gevindsokkel (benævnes fremover som sparepærer eller kompaktlysstoflamper). Ikke mindst udviklingen af højfrekvent forkoblingsudstyr (HF) har betydet større lysudbytte og øget belysningskomfort. T5-røret så dagens lys i 1995. Det udmærker sig ved at være ca. 10 % mere effektive end T8-rør. Samtidig blev diameteren reduceret til kun 16 mm og længden mindsket 50 mm i forhold til T8 rør. De ændrede dimensioner gav store designmæssige og funktionelle fordele, bl.a. fordi det er muligt at styre lyset mere præcist med en reflektor, jo tyndere røret er. Den optimale omgivelsestemperatur på 35 °C var nøje tilpasset den reelle temperatur i et indendørs armatur. Det var et stort fremskidt, fordi temperaturen i indendørs armaturer til lysstofrør ligger tættere på 35 °C end 25 °C, som T5- og T8-rør fungerede bedst ved. En bedre udnyttelse af lysstofrør blev således muliggjort med lavere energiforbrug til følge. Året efter fremkomsten af T5-røret kom T5 HO (high output). Det fås i samme længder som de øvrige typer af T5-rør, men med en dobbelt så høj lysstrøm. Til gengæld var effektforbruget også mere end fordoblet. De kraftigste typer af T5-HO rør er på 80 W og kan udsende en lysstrøm på ca. 7.000 lm.

 

Relaterede emner: