LED (lysdioder)

Udvikling og historie

Udviklingen af LED til belysning sker med stormskidt, som overgår alt hvad der tidligere er set.

Den første beskrivelse af en elektroluminescent lyskilde stammer fra 1907, hvor H. J. Round fra Marconi Labs i England beskrev, hvordan han havde fået karborundum (SiC) til at lyse. Han kendte dog ikke mekanismen bag og gættede på, at den måtte være af termoelektrisk art. H. J. Round undersøgte ikke sagen nærmere, fordi han var i gang med udvikling af udstyr til skibsnavigation. Opdagelsen blev ikke tillagt nogen særlig betydning og hurtig glemt. 

Tyve år senere fremkom en ny og grundig undersøgelse af effekten, denne gang fra russeren Oleg Vladimirovich Losev, som publicerede den i 1927 i det russiske tidsskrift Wireless Telegraphy and Telephony. Han var en produktiv forsker og havde adskillige patenter og videnskabelige artikler bag sig, da han som 39 årig døde under belejringen af Stalingrad 1942. Ingen fulgte op på hans opdagelser.

Ti år efter (1952) blev nutidens III-V LED-halvledermateriale opdaget af Heinrich Welker fra Siemens Forskningslaboratorier i Erlangen. På samme tidspunkt påbegyndte amerikaneren Nick Holonyak sit PhD-studium i halvlederfysik på University of Illinois. Transistoren var opfundet få år forinden af bl.a. nobelprismodtagen John Bardeen, som stillede sit laboratorium til rådighed for Holoynak. Det var dog først efter yderligere 10 år (1962), at det lykkedes Holoynak fra General Electric at frembringe en LED af III-V materialer, der lyste synligt rødt ved stuetemperatur. 

Den kraftigt blåt lysende LED blev opfundet af de tre forskere Isamu Akasaki, Hiroshi Amano og Shuji Nakamura fra firmaet Nichia i Japan i 1992 under lignende omstændigheder, som den rødt lysende LED blev frembragt under. Denne teknologi har muliggjort fremkomsten af de hvidt lysende LED'er, som nu kan fås overalt. De tre forskere fik i 2014 nobelprisen i fysik for deres opdagelse.

 

kl-60-90-10-dcl-ledlab2-led-historiskudvikling-high.jpg

LED-udviklingen

 

Relaterede emner: