Skitsering og planlægning af kunstlyset indendørs

Særbelysning

ip-30-10-10-højager-lys-til-specifikke-formål.jpg

Særbelysning i form af justerbar
arbejdslampe.
Foto: Højager Belysning. zoom
Billedet må udelukkende benyt-
tes i undervisningssammenhæng
og kun med angivelse af kilde.

Begrebet særbelysning anvendes primært i forbindelse med lys på arbejdssteder, hvor særbelysningen typisk består af en arbejdslampe eller en spot.

Særbelysning findes imidlertid også mange andre steder, hvor man har sørget for en belysning til en særlig funktion eller opgave. Det gælder f.eks. i hjemmet, hvor lyset over et køkkenbord, en læselampe el.lign. har en bestemt funktion. Derfor kaldes særbelysning også for funktionsbestemt belysning. 

Særbelysning på arbejdsstedet
For de fleste typer arbejde gælder, at man vil opnå den bedste belysningsløsning, hvis der ved hver enkelt arbejdssted findes en form for særbelysning. Det kan f.eks. være fra en eller flere arbejdslamper, som kan indstilles efter behov eller fra et såkaldt storfladearmatur, som anvendes til specifikke opgaver i industrien.  

Fordelene ved en arbejdslampe er, at man kan koncentrere lyset på det område, hvor arbejdet foregår. Med en god arbejdslampe, kan man opnå meget høje belysningsstyrker på et begrænset område. Med en arbejdslampe kan man desuden give lyset netop den retning, der sikrer gode kontraster i det, man skal se, og samtidig undgå generende reflekser.

Vær altid omhyggelig med valget af arbejdslampe. Det er f.eks. en god idé at afprøve flere typer arbejdslamper. I den forbindelse må man bl.a. være opmærksom på følgende:

  • giver lyset reflekser i arbejdsemnet?
  • hvor jævnt er lyset fra lampen?
  • hvordan er skyggetegningen?
  • er lampen nem at justere?
  • vil der være gener i form af blænding ved naboarbejdspladserne?
  • giver lyset eller lampen anledning til andre gener?


I forbindelse med kontorarbejde vil en asymmetrisk, dvs. skævtlysende arbejdslampe, som er korrekt placeret, så lyset kommer ind fra siden, ofte give gode kontraster og færre spejlinger i papirer mv. Hvis man er højrehåndet skal lyset, af hensyn til skyggetegningen, komme fra venstre, hvis man er venstrehåndet skal det tilsvarende komme fra højre. Jo bedre arbejdslampen er, jo mindre kritisk vil man være over for eventuelle gener fra den generelle belysning.

 

Relaterede emner: