Gode synsbetingelser

Luminansfordeling

For store forskelle mellem lyse og mørke flader kan give anledning til gener. Det er vigtigt, at overgange mellem større mørke og lyse flader forløber jævnt uden bratte skift.

Både på den enkelte arbejdsplads og i et lokale som helhed, er det vigtigt for synskomforten, at luminansvariationerne holdes inden for visse grænser.

Når vores øjne ser på en bestemt detalje, f.eks. denne tekst, vænner de sig til det luminansniveau, der er på og umiddelbart omkring teksten. Hvis man fjerner blikket fra teksten og ser på en mørkere flade, vænnes øjnene efter en tid til det nye luminansniveau. Er der for stor forskel på de to luminanser, sker der en synsnedsættelse, som først forsvinder, når øjnene har tilpasset sig det nye luminansniveau.

Passende fordeling af lyset
Når man skal planlægge belysningen af et enkelt arbejdssted, f.eks. ved et skivebord eller inden for et afgrænset arbejdsområde, er det vigtigt, at lyset er passende fordelt. Da øjet tiltrækkes af de lysere områder, gælder det om, at arbejdsemnet fremtræder lysere end omgivelserne. Den rammevirkning, en lavere luminans i omgivelserne fremkalder, vil desuden bevirke, at kontrastfølsomheden stiger. Disse forhold kan man med fordel drage nytte af ved tilrettelæggelsen af arbejdspladsen. Lyset skal helst være jævnt aftagende, efterhånden som blikket bevæger sig væk fra arbejdsstedet.

Er luminansfordelingen i et lokale helt jævn med få luminanstrin, bliver lyset i rummet monotont. Er der derimod store luminansforskelle, bliver lyset i rummet kontrastfyldt, og der er risiko for, at øjet bliver distraheret eller blændet.

Meget store luminansforskelle, især med skarpe overgange, kan give en følelse af direkte ubehag. Luminansforholdet mellem arbejdsemne, arbejdsfelt og omgivelser bør normalt være omkring 10:3:1, dvs. mest lys på selve arbejdsemnet, mindre på arbejdsfeltet udenom og mindst i rummet. Samtidig bør lys og farver i arbejdslokalet være afstemt, så man opnår passende luminanser af vægge, gulv og inventar.

Ved bløde luminansovergange vil man kunne acceptere større luminansvariationer. Hvis belysningsstyrken er jævnt fordelt i lokalet, kan en passende luminansfordeling opnås ved valg af forskellige reflektanser for fladerne. Forholdet mellem afgørende luminanser i lokaler, der støder op til hinanden, bør normalt ikke overstige 25:1.

De luminansforhold og -overgange, der forårsager ubehag, afhænger af de relative og absolutte størrelser af luminanserne såvel af arbejdsobjekt, arbejdsfelt og omgivelserne, samt af skarpheden i overgangene. Undersøgelser har vist, at øjet indtil en vis grænse er mere følsomt over for luminansvariationer ved højere luminanser.

Adaptation og luminans
Gennem adaptation tilpasser øjet sig de luminanser, der er i synsfeltet. Adaptationen foregår automatisk på grund af skift i belysnings- og luminasniveauniveau. Til en given adaptationsluminans knytter sig to karakteristiske grænser; en absolut mørkegrænse og et øvre blændingsgrænseområde. Det er luminanstrinene inden for dette spænd fra mørke til blænding, der er afgørende for indtrykket af lyset i rummet.

Pludselig overgang fra små til store luminanser eller omvendt, og store spring mellem synsfeltets luminanser, kan medføre blænding eller nedsat synlighed. 

 

Relaterede emner: