Farvetemperatur

Kruithofs kurve

Lysfarve og lysniveau har betydning for vores opfattelse af omgivelserne. I den forbindelse er det vigtigt at lysfarven i et lokale er tilpasset både aktiviteter og belysningsniveau.

I 1941 undersøgte den hollandske forsker Kruithof sammenhængen mellem belysningsstyrke og lyskilders farvetemperatur i et lokale. Målet var, at indtrykket af lokalet skulle virke behageligt og farverne normale. Resultatet er Kruithofs kurve. Det er ikke meningen, at kurven skal anvendes til aflæsning af eksakte værdier, og kurven giver alene oplysninger om, hvad der føles behageligt og ikke hvilken lysfarve, der er velegnet til arbejdsbelysning.

Øjets følsomhed overfor farver i en belysning med en given spektralfordeling varierer afhængig af belysningsstyrken. Årsagen er at nethindens tappe og stave, som er aktive samtidig, har forskellige følsomhedskurver, og at stavene gradvist tager over, når lysniveauet sænkes. Dette medfører at f.eks. lys med en farvetemperatur på 6.000 K vil blive opfattet som hvid, når lysniveauet er højt, men blåligt, når lysniveauet reduceres.

 

gv-40-30-20-dcl-kruihofs-kurve-high.jpg

Kruithof kurve viser, hvilke sammenhørende værdier for belysningsstyrke og farvetemperatur i et lokale, der vil virke behagelige. Det er ikke meningen, at kurven skal anvendes til aflæsning af eksakte værdier. Figur: DCL.

 

Lysfarvepræferencer
Den foretrukne lysfarve skifter og afhænger bl.a. af klimaet. I Norden foretrækker de fleste i mange sammenhænge et varmt lys, mens man i Sydeuropa som oftest foretrækker en køligere lysfarve.

 

Relaterede emner: