Farvegengivelse

Krav til farvegengivelse

Visse situationer kræver, at lysets farvegengivende egenskaber er så gode, at man kan bedømme og sammenligne farver. I andre tilfælde er farvegengivelsen underordnet.

For at kunne foretage nøjagtige farvebedømmelser og farvesammenligninger, vil det være nødvendigt, at både belysningsstyrken og lysets spektrale sammensætning er konstant, hvorfor dagslys normalt må lukkes ude. For alle bedømmelser af farver gælder, at belysningsstyrken må være på mindst 1.000 lux.

gv-30-10-20-ae-tørklæde-koldt-high.jpg

Tørklæde i LED-lys.zoom
Foto: Steen Traberg-Borup

zoom

Hvis der skal foretages nøjagtige farvesammenligninger for eksempel på farvefabrikker og ved flerfarvetrykning i bogtrykkerier, må man vælge lyskilder med høj farvetemperatur, f.eks. 5.000 K, 6.500 K eller højere, og desuden lyskilder med farvegengivelsesindeks Ra-indeks på 90 eller derover. Som en kontrol kan man ofte med fordel også sammenligne farverne i en helt anden type lys, for eksempel glødelampelys.

gv-30-10-21-ae-tørklæde-varmt-lys-high.jpg

Tørklæde i LED-lys med en anden
spektralfordelingzoom.
Foto: Steen Traberg-Borup

zoom

Ved sortering efter farve, for eksempel af minkskind til en pels, hvor den nøjagtige farve er af mindre betydning, men hvor det er væsentligt, at de enkelte skind har samme farve, gælder ligeledes, at man skal arbejde med lyskilder med høj farvetemperatur og med en sammensætning af lyset svarende til den, hvorunder pelsen skal ses.

Ved indretningen af et helt rum eller en del af et større rum til farvebedømmelse må man være opmærksom på, at omgivelserne, for eksempel vægge og inventar, ikke må have stærke farver dels af hensyn til disses refleksion, dels af hensyn til farveadaptationen.

Der findes instrumenter, der kan måle både en lyskildes spektrum og beregne Ra-indekset. De mest nøjagtige er spektrometre, som kan være indbygget i andre måleopstillinger (f.eks. fotogoniometre eller målekugler). 

Også håndholdte spektrometre findes, og disse kan i reglen både udlæse spektralsammensætningen, og diverse nøgletal såsom farvetemperaturen og farvegengivelsesindekset.

 

 



 

 

 

Relaterede emner: