Dagslysåbninger i rum og bygninger

Introduktion

Tilrettelæggelsen af dagslyset og fordelingen af vinduer har vidtrækkende konsekvenser for en bygnings udseende og form, både som helhed og i de enkelte rum.

Det ugenerede kig ud ad et lille vindue eller en stor glasfacade har muligvis begge deres plads i dagslysdesign, og de er begge med til at slå tonen an for det arkitektoniske udtryk, både set indefra og udefra.

På forskellig måde vil proportionerne af direkte og indirekte dagslys have stor indvirkning på bygningens karakter. En høj andel af direkte lys vil resultere i en tydelig formgivning og en dramatisk karakter af rummet. Et rum med en høj andel af indirekte lys vil være mindre kontrastfyldt med et blødere og mere afslappet præg.

Udsigten fra et vindue er også en bestemmende faktor for rummets karakter. Vinduer er normalt placeret, så man ikke kun kan se ud ad vinduerne fra alle steder i rummet, men også så et vindue, hvor det er muligt, giver et naturligt udkig til en interessant udsigt. Overdrevent vandrette eller lodrette vinduesåbninger beskærer normalt udsigten på en unaturlig måde. I nogle tilfælde kan dette dog være nyttigt, hvis man vil indramme en særlig udsigt.

(Hopkinson and Kay (1969), The Lighting of Buildings, pp. 78-79.)

Udsyn
De fleste mennesker foretrækker et vindue, som er en smule bredere end det er højt. Øjet bevæger sig tilsyneladende oftere langs en vandret linje end en lodret.

Vinduesrammer, der deler udsigten, kan være en irriterende forstyrrelse, men vil være mindre generende, hvis de ikke samtidig giver anledning til store kontraster og luminansspring. En horisontal hindring i eller under øjenhøjde kan forstyrre udsynet.

Størrelsen på de fleste dagslysåbninger er historisk bestemt de til rådighed stående materialer og af de klimatiske forhold, der var fremherskende  i bygningens område. Vinduer i varmt og tørt klima var oftest små og indsat i tykke vægge for at forhindre direkte sollysindfald. I varmt og fugtigt klima var åbninger beskyttet af store udhæng af samme årsag, men vinduer var større for samtidig at tillade en naturlig ventilation. På den tid, hvor bosættere rejste fra et klimatisk område til et andet, tog de deres byggemetoder med sig til det nye sted, men erfarede at metoderne ikke fungerede under de nye klimatiske forhold. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på de lokale klimatiske forhold, når man skal i gang med at tilrettelægge dagslysforholdene i et konkret projekt.

Dagslysindfaldet gennem vinduer og andre åbninger styres i nogle tilfælde af forskellige kulturelle aspekter. I mange islamiske lande resulterede kravet om, at kvinder skulle være tildækket foran et mandligt medlem af offentligheden, i afskærmede daglysåbninger, hvis små kighulsåbninger tillod kvinden at kigge ud gennem afskærmningen, men samtidig beskyttede hende mod indkig fra ydersiden.

Kulturel indflydelse - sammen med klima - kan have indflydelse på farven på bygningers facader. I områder med en høj klar himmel kan man opleve lyse og mættede farver, mens man i områder med overvejende overskyet himmel ofte foretrækker dæmpede farver med høje reflektanser. I f.eks. Australien og New Zealand er mange bygninger malet i klare farver både indendørs og udendørs. I begge lande har Aboriginernes og Maoriernes kultur bidraget til denne udvikling.

 

dl-20-00-30-werner-osterhaus-bygning-klare-farver-Wairoa-high.JPG dl-20-00-30-werner-osterhaus-bygning-klare-farver-wellington-high.jpg

New Zealandske bygninger i klare farver: Offentlig toiletbygning  i Wairoa (tv.), bager i Wellington (th.). Fotos: Werner Osterhaus.

 

Relaterede emner: